Der findes generelt begrænset med forskning om hjemmeundervisning, og der foreligger ikke nogen dansk forskning på området ud over nogle få akademiske opgaver og en rapport fra Rambøll, som blandede hjemmeundervisning og skolefravær sammen. Der findes ingen studier på dansk om hjemmeunderviste elevers faglige kompetencer.
Den største del af forskningen omkring hjemmeundervisning findes i USA og Canada, idet antallet af hjemmeundervisere er meget højere her end i f.eks. Danmark.
Der foreligger nogle studier fra disse lande (se f.eks. her, her, her, her eller her), som generelt viser, at hjemmeunderviste børn klarer sig ligeså godt som eller bedre end jævnaldrende børn fra skoler. Der findes dog også kritik af nogle studier pga. problemer i forhold til f.eks. forskningsbias, demografier eller lave informant-tal.
Det er vigtigt at understrege, at forholdene i USA og Canada ikke uden videre kan overføres til danske forhold. F.eks. er de socioøkonomiske og uddannelsesmæssige forhold helt anderledes end i Danmark, og den demografiske sammensætning af hjemmeundervisere synes også at være markant anderledes end den danske - f.eks. udgør religiøse hjemmeundervisere en stor andel af hjemmeunderviserne i USA, hvilket formentligt ikke er tilfældet i Danmark. I USA findes der også store lobby-organisationer, som advokerer for hjemmeundervisning og udgiver egen forskning.