Som jeg beskrev i min forrige artikel handler tilsynet med hjemmeundervisning i vid udstrækning om at vurdere, om den undervisning, der foregår i hjemmet, er "forsvarlig", jvf. §35 i Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v.; faktisk giver paragraffen kommunalbestyrelsen mulighed for helt at fritage hjemmeundervisere for tilsyn, hvis undervisningen skønnes forsvarlig.
Den helt centrale i den frie undervisningsret er, at privatskoler, friskoler og hjemmeundervisere i Danmark kan tilrettelægge en undervisning ud fra egne overbevisninger, værdier og holdninger. Undervisningen skal dog stå mål med, hvad der normalt forventes i den danske folkeskole - dvs. hjemmeunderviste børn skal have samme muligheder for f.eks. at gå videre på en ungdomsuddannelse som børn fra folkeskolerne. Det må derfor udledes, at begrebet forsvarlig undervisning dækker over en undervisning, der stemmer overens med stå-mål-med kravet - altså at børnene har forudsætninger til at komme videre på en ungdomsuddannelse efter endt undervisning.
Men hvordan fastslår man som tilsynsførende så, at undervisningen er forsvarlig?
At vurdere forsvarlighed
Som tilsynsførende af hjemmeundervisere har man - i modsætning til tilsynsførende på friskoler - af praktiske grunde ikke mulighed for at overvære undervisningen i særlig vid udstrækning. Jeg har hørt om tilfælde, hvor man har forsøgt at arrangere en form for overværing af undervisningen, men jeg vil mene, at risikoen for at skabe en kunstig og måske akavet situation for alle involverede - ikke mindst barnet - vil være relativ høj. Det er immervæk vanskeligt at være "en flue på væggen" i et privat hjem.
Derfor vil et tilsynsbesøg i langt de fleste tilfælde være en samtale mellem underviser og tilsynsførende med eventuel inddragelse af barnet alt efter omstændigheder og barnets alder.
Samtalen udgør fundamentet for vurderingen, og det er her man som tilsynsførende får mulighed for at se nærmere på alle de brikker, som sammenlagt skal forme en forsvarlig undervisning.
Processen kan være forskellig. Nogle enkelte kommuner vælger at gøre brug af førnævnte §35, som giver kommunen lovhjemmel til at afholde prøver i en række fag for at sikre, at undervisningen er forsvarlig. Denne fremgangsmådes validitet og praktiske anvendelighed kan diskuteres, men det er emne til en fremtidig artikel. Jeg vil i det følgende koncentrere mig om den form for tilsyn, der er mest udbredt i Danmark, nemlig samtalen.
Det er vigtigt at understrege, at man som tilsynsførende bør sætte sig ud over sin egen referenceramme og jvf. undervisningsfriheden være åben over for alternative tilgange til læring. Den undervisning man møder i hjemmene kan adskille sig på mange måder fra den undervisning man kender fra folkeskolerne. Det er f.eks. ikke unormalt at møde en læringstilgang, der helt giver afkald på traditionelle læremidler eller skemalagte aktiviteter. Organiske og holistiske læringsfilosofier som unschooling og worldschooling har efterhånden vundet indpas i mange danske familier, og man møder som tilsynsførende her en form for undervisning, der for nogen kan forekomme ukendt og anderledes. I den anden ende af skalaen kan man møde familier, der bruger en tilgang, der er væsentlig mere akademisk og stringent end den, der foregår i folkeskolerne.
Hvad man end møder så bør et tilsyn altid være objektivt. Man fører med andre ord ikke tilsyn for at vurdere, om man bryder sig om en given undervisning eller de tanker, der ligger bag den. Vurderingen bør derimod alene være centreret om tilsynets kerneopgave - undervisningens forsvarlighed, i.e. om den i tilstrækkelig grad forbereder barnet til at indgå i det danske samfund efter endt undervisning; at den med Undervisningsministeriets ord f.eks. "giver dem de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis de havde gået i folkeskolen".
Tilsyn i praksis
Som beskrevet tidligere vil de fleste tilsyn bestå af samtaler med underviseren. Her vil det typisk foregå således, at underviseren fortæller om sin undervisning, redegør for sine metoder, didaktik og læringssyn og beskriver den progression, der er foregået siden sidste tilsyn. Man kan sammen gennemgå evt. dokumentation for undervisningen eller på anden vis forsøge at danne sig et overblik over den læring, der er fundet sted. Hensigten er at få en forståelse for læringsprogressionen. Disse fokuspunkter anser jeg for omdrejningspunktet for et tilsyn:
- Sker der en tydelig udvikling i barnets kompetencer og faglige udvikling?
- Hvilken læringstilgang eller pædagogik ligger til grund for undervisningen?
- Hvordan sikrer hjemmeunderviseren, at undervisningen leder mod et resultat, der i sidste ende vil stå mål med folkeskolen?
- Er der eventuelle udfordringer i undervisningen?
Da hjemmeundervisere ligesom privat- og friskolerne ikke er forpligtet til at følge folkeskolens Fælles Mål kan de ikke uden videre anvendes i forbindelse med tilsynet. De kan bruges som et eksempel på en mulig undervisningsmodel, men tilsynet bør altid tage udgangspunkt i den pædagogik og læringsfilosofi man møder i det pågældende hjem. Her kan det være en fordel, hvis familien har udfærdiget et værdigrundlag, som beskriver de tanker der ligger bag undervisningen. Det er vel at mærke ikke et krav man kan stille til familien, men da flere hjemmeundervisere benytter sig af denne mulighed kan det være nærliggende at forhøre sig, om det er tilfældet, inden man påbegynder tilsynet.
Jeg oplever ofte, at hjemmeunderviserne har dokumenteret deres undervisning. Jeg har både som tilsynsførende og som hjemmeunderviser i mange år anbefalet, at man dokumenterer sin undervisning i form af logbøger, skemaer, videologs eller lignende. Denne fremgangsmåde er et meningsfuldt alternativ til overværelse af undervisningen, og den giver den tilsynsførende et glimrende indblik i undervisningen. Ud over at skabe overblik over læring, berørte fagrækker, progression, pædagogik og læringsfilosofi, er det et godt udgangspunkt for den samtale, som tilsynet i sidste ende er. Igen skal det understreges, at dokumentation heller ikke er et lovkrav.
Dokumentationen er dog ikke den eneste måde at synliggøre sin undervisning. Jeg har oplevet flere tilsyn, hvor dokumentation ikke indgår, og hvor samtalen eller interaktionen med børnene spiller en større rolle til alle parters tilfredshed. Da der ikke findes nationale retningslinier for, hvordan et tilsyn bør foregå, eller hvad det bør indeholde ud over vurderingen af de overordnede krav, er der ret brede rammer for, hvordan det kan tilrettelægges rundt omkring i kommunerne. Der findes ikke en standardiseret "one-size-fits-all"-løsning. Det afgørende i denne sammenhæng er, at der skal kunne foretages en vurdering af undervisningen, og man må i samarbejde med hjemmeunderviseren tilrettelægge et tilsyn, der både tilgodeser hjemmeunderviserens læringstilgang og kommunens behov for at vurdere dennes forsvarlighed.
Som en hovedregel anser jeg en undervisning for forsvarlig, når:
- der foreligger en tydelig progression fra sidste tilsynsbesøg
- barnet ser ud til at trives med undervisningen og har mulighed for at udfolde sig fagligt
- hjemmeunderviseren virker velforberedt og velovervejet i sin læringstilgang
- det er sandsynliggjort at undervisningen fører frem til et resultat, der vil give barnet mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet
Igen skal ovenstående ikke forstås som en tjekliste. Forsvarlighed beror på en samlet helhedsvurdering. Akkurat som på friskoler kan der være udfordringer og problematikker, der skal tages fat i, men det er ikke nødvendigvis det samme som, at undervisningen er uforsvarlig. Den tilsynsførendes rolle behøver efter min mening ikke alene at bestå i at kontrollere eller vurdere men kan også være at vejledede: hjemmeundervisere kan have spørgsmål eller udfordringer, hvor man som fagperson kan bistå med praktisk, didaktisk eller pædagogisk information. F.eks. kan man hjælpe med at skaffe kontakt til relevant faglig bistand, oplyse om rettigheder og muligheder eller endog skabe kontakt mellem hjemmeundervisere i kommunen. Der er mange muligheder.
Udfordringer og ansvar
Det kan for en ny tilsynsførende virke som en stor udfordring at skulle evaluere en undervisning, når rettesnorene kan forekomme relativt fleksible eller endog vage. Her er det vigtigt at huske på, at selv om man som tilsynsførende har ansvaret for at sikre, at undervisningen er forsvarlig, så er det et ansvar man deler med hjemmeunderviseren. Der pålægger hjemmeunderviseren et ansvar for at synliggøre sin undervisning og pædagogik men også at sandsynliggøre, at denne vil føre til et resultat, der kan stå mål med folkeskolen. Som hjemmeunderviser skal man med andre ord kunne redegøre for, at undervisningen er forsvarlig, og derfor er det gode tilsyn et fælles ansvar.
Tilsyn fungerer i min erfaring bedst, når det tilgås som et samarbejde. Både hjemmeunderviser og tilsynsførende bør være interesseret i en god kommunikation, da man ofte vil skulle samarbejde gennem en årrække. Målsætningen er den samme for begge parter: at skabe det bedst mulige læringsmiljø for barnet. Men ingen børn eller hjem er ens, og derfor vil ingen tilsyn være ens.
Tilsyn er ikke en eksakt videnskab, og der findes ikke facitlister. Men loven giver mulighed for stor fleksibilitet, og det giver mulighed for et differentieret og nuanceret tilsyn, hvor samtale og forståelse bør være i fokus.