Gå til hovedindhold

Kan man afholde uanmeldte tilsyn?

Et spørgsmål, der somme tider dukker op, er hvor vidt et tilsyn kan foregå uanmeldt. Visse kommuner forbeholder sig retten til at benytte sig af den fremgangsmåde, selv om jeg i skrivende stund ikke er bekendt med konkrete tilfælde, hvor man har gjort brug af denne praksis.

Rent juridisk kan man skæve til Grundlovens §72, som beskriver "boligens ukrænkelighed", hvilket umiddelbart udelukker uanmeldte – eller i hvert fald ”uønskede” – besøg. Men selvom man kan ikke tiltvinge sig adgang til folks boliger uden en retskendelse, så giver paragraffen dog mulighed for, hvad den kalder “særegne undtagelser” - som f.eks. skattemyndighedernes eller fødevaremyndighedernes mulighed for at afsløre fusk.

Grundlæggende må man dog sige, at et uanmeldt besøg vil opleves grænseoverskridende for mange mennesker, og det kan risikere at skabe et dårligt grundlag for det videre samarbejde med familien.