Tilsyn med hjemmeundervisning: Krav til hjemmeundervisere

lovstof

Det følgende er mere henvendt til skoler, kommuner og fagfolk, og jeg forsøger her at komme med min tolkning af, hvilke retslige krav man som kommune og tilsynsførende kan møde hjemmeundervisere med.

Det er vigtigt at understrege, at lovgivning handler om tolkninger, og de kan være meget forskellige. Især hvis loven ikke er særlig tydeligt, ikke ledsages af vejledninger eller ikke er afprøvet ved en domstol. 

Det følgende er altså til dels også mine egne tolkninger.

Lovgivning og tilsyn

Lovgivningen omkring tilsynet med hjemmeundervisning fylder ekstremt lidt og er vag. Nogle få linier i Grundloven og nogle få paragraffer i kapitel 8 i Friskoleloven. Det er alt.

I skrivende stund foreligger der ingen nationale vejledninger for tilsynet med undervisning. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sidder med det overordnede ansvar for området men har pt. ikke udsendt en vejledning for tilsyn med hjemmeundervisning.

Formentlig fordi tilsynet med hjemmeundervisning er så lidt beskrevet i loven, søger mange kommuner og tilsynsførende derfor hjælp i resten af friskoleloven og den tilhørende vejledning om tilsyn med friskoler. Og der vælges ofte meget forskelligt ud af Friskolelovens paragraffer, når kommunerne vælger deres tilgang - hvor nogle tilsyn øjensynligt bruger loven som inspiration, anvender andre tilsyn den som en tjekliste, så man her nemt ender med at forvente en lille friskole i hjemmet.

Men friskoler og hjemmeundervisere er bare ikke samme størrelse, og det giver ikke altid mening at evaluere ud fra samme regelsæt. Friskoler er underlagt meget strengere krav end hjemmeundervisere og modtager i modsætning til hjemmeunderviserne økonomisk støtte fra staten.

Friskoleloven kan altså ikke uden videre overføres til hjemmeundervisning.

Et af problemerne i forhold til, hvad man som kommune "må" og "ikke må" er, at hjemmeundervisning og tilsyn aldrig har været for en dansk domstol. Så selv om man selv synes loven er helt klar og ikke til at misforstå, er man måske ikke nødvendigvis inde i alle faktorer og gråzoner. Loven skal tolkes, sagen skal vurderes. Det er derfor, vi har domstole. Og det er ved domstole, tolkninger af loven afprøves. En retsafgørelse kan skabe præcedens og have stor indflydelse på, hvordan en lov skal opfattes - det vi kalder præjudikater

En sådan har vi ikke, når vi taler om hjemmeundervisning, så derfor er det vigtigt, at når man læser noget om, hvad tilsynet må og ikke må, så er det altså en vurdering og en tolkning - ofte farvet af forfatterens egne holdninger. 

Her er det også vigtigt at holde sig for øje, at det normalt ikke har såkaldt opsættende effekt på en given situation at føre en sag. Det vil sige, at ender en konflikt mellem hjemmeunderviser og tilsyn i retten, vil tilsynet typisk fortsætte som det er, indtil der foreligger en dom. 

Og netop derfor er det vigtigste spørgsmål nok ikke, hvad man som tilsynsførende og kommune "må", men i højere grad hvordan man får styret processen i en fornuftig retning her og nu.

Må man...

De følgende spørgsmål er nogle af dem, jeg oftest hører. Som sagt skal mine svar udelukkende læses som tolkninger - ikke endegyldige svar. I sidste ende vil en bindende fortolkning kun kunne afgøres ved en domstol.

Jeg vil så vidt muligt henvise til de relevante lovparagraffer fra Friskolelovens kapitel 8 (§34, §35 og §36), som direkte omhandler hjemmeundervisning, samt korrespondence med STUK, STIL og andre statslige styrelser.

Må man kræve, at borgere skal ansøge om at hjemmeundervise?

Loven siger:

Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisningspligtige alder, skal de meddele det skriftligt til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.

Læg mærke til, at loven bruger ordet “meddele”. Der er altså ikke tale om, at man skal ansøge om at hjemmeundervise. Hjemmeundervisning er en grundlovssikret ret i Danmark og derfor ikke noget, man skal ansøge om. Nogle kommuner anvender ordet “ansøgning” på deres hjemmesider, men der er altså tale om en simpel meddelelse, og derfor skal man som hjemmeunderviser ikke godkendes, før man kan give sig i kast med undervisningen.

 

Må man kræve oplysninger om hjemmeunderviseres uddannelse?

Loven siger:

Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i undervisningen, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.”

Oplysninger om din uddannelse, job osv. hører altså ikke til de oplysninger, som kommunen skal have fra den kommende hjemmeunderviser.

Nogle kommuner gør det alligevel, men borgerne kan altså vælge at undlade at oplyse om det. 

 

Må man kræve undervisningsplaner og delmål/slutmål?

Kapitel 8 i Friskoleloven nævner hverken undervisningsplaner eller delmål/slutmål for hjemmeundervisere. Derimod står der følgende i Friskoleloven om friskolernes forpligtelse til at udfærdige begge dele:

Skolen fastsætter slutmål for de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, og for folkeskolens obligatoriske emner.

Stk. 2. Skolen udarbejder undervisningsplaner for de fagområder og emner, der er nævnt i stk. 1. Undervisningsplanerne skal angive udviklingen hen mod slutmålene, beskrive, på hvilke klasse- eller alderstrin der arbejdes med de forskellige fagområder og emner, samt beskrive, hvorledes det samlede undervisningstilbud giver mulighed for alsidig personlig udvikling.

Undervisningsplaner eller -mål er ikke nævnt i loven i forbindelse med hjemmeundervisning, og det samme gælder øvrig dokumentation.

At en række kommuner alligevel beder om dette er altså umiddelbart uden lovhjemmel og beror sandsynligvis på en fejltolkning af Friskoleloven.

Ikke desto mindre kan man sige, at dokumentation i form af f.eks. logbog, årsberetninger og evalueringer kan være et ganske udmærket redskab i forbindelse med tilsynet som et supplement til samtalen - og måske udgøre et alternativ til prøver. Mange hjemmeundervisere bruger derfor dokumentation på trods af manglende krav, og jeg anbefaler det ofte under mine egne tilsynsbesøg.

 

Må man kræve at overvære undervisningen?

Kapitel 8 i Friskoleloven nævner ikke overværelse af undervisningen. I kapitel 3 om tilsyn med friskoler står:

Den eller de tilsynsførende skal

1) aflægge mindst ét årligt tilsynsbesøg på skolen,

2) overvære undervisningen i et omfang afstemt efter skolens størrelse,

3) overvære undervisningen inden for hvert af de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i,

Overværelse står altså ikke eksplicit nævnt i loven. Så når flere kommuner anvender “overværelse” i deres tilsynsbeskrivelser, kan det igen være lånt fra Friskoleloven og den tilhørende vejledning.

Det kan da også være vanskeligt - eller måske umuligt - at overvære undervisningen hos hjemmeunderviseren på samme måde, som det typisk gøres i friskoler, hvor man leger “flue på væggen”. 

Selv anvender jeg det i nogle sammenhænge, og det må være op til en vurdering fra tilsyn til tilsyn, om fremgangsmåden giver mening.

Gør den ikke, kan man foreslå andre løsninger, som f.eks. dokumentation, filmoptagelser eller korte fremlæggelser under tilsynet. Mulighederne er mange.

Kerneopgaven er, at man får synliggjort undervisning og læring på en måde, så den tilsynsførende kan vurdere, om den er forsvarlig. 

 

Må man kræve at komme på uanmeldt besøg?

Uanmeldte tilsyn er ikke nævnt i loven og må siges at være et ganske voldsomt redskab værktøjskassen for tilsynet. 

Jeg har kendskab til en enkelt kommune, som vælger at anføre det som en mulighed på deres hjemmeside - måske fordi det er en anvendt praksis i tilsynet med friskoler? 

Grundlovens §72 beskriver "boligens ukrænkelighed". Men selvom man kan ikke tiltvinge sig adgang til folks boliger uden en retskendelse, så giver paragraffen nemlig mulighed for, hvad den kalder “særegne undtagelser” - som f.eks. skattemyndighedernes eller fødevaremyndighedernes mulighed for at afsløre fusk. 

Jeg tvivler dog på, at et tilsyn ville kunne forsvare uanmeldte tilsynsbesøg, uden at der forelå en retskendelse. I sidste ende ville det være op til domstolene at bedømme om uanmeldte besøg er et acceptabelt tiltag.

Jeg har ikke set metoden anvendt i praksis, men umiddelbart er det noget, jeg vil tro nærmere hører til hos de sociale og retslige myndigheder.

 

Må man kræve tests?

Loven siger:

Kommunalbestyrelsen kan hvert år lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag for at sikre, at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den, der har undervist børnene, leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen.
 

Så ja, som tilsynsførende kan man anvende prøver - men man skal ikke. Prøver kan nemlig være vanskelige at implementere i en tilsynssituation:

For det første er hjemmeundervisere ikke underlagt folkeskolens fælles mål -  man kan med henvisning til metodefriheden sagtens beslutte at bruge mere tid på matematik end dansk de første fire år eller skubbe engelskundervisningen til 8. klasse. Hermed bliver folkeskolens standardiserede tests ubrugelige. Bemærk også, at lovteksten anvender ordet “prøver” og ikke “test”.

Min egen erfaring er, at anvender man prøver, så bør disse tilrettelægges ud fra den undervisning, barnet har modtaget i den forløbne periode. Alt andet anser jeg som uansvarligt overfor barnet, som med en standardiseret test kan risikere at blive stillet overfor opgaver på områder, som barnet ikke kender.

Alligevel skal jeg her indskyde, at STUK adspurgt om dette dog har slået fast, at en kommune "i sit tilsyn anvende de test, som den ønsker, herunder også standardiserede tests." STUK skriver dog også, at de anbefaler, "at der indgås en dialog mellem hjemmeunderviseren og den kommunale tilsynsførende om hjemmeundervisningen."

For det andet skal hjemmeunderviserne ifølge loven selv lede testen. Og hvad betyder det i praksis? Det siger loven intet om.

Flere tilsynsførende har følgeligt fortalt mig, at prøver ofte er en praktisk og indholdsmæssig hovedpine, som man helst er fri for. 

Hvad man end synes om tests og prøver som evalueringsværktøj, så er prøver nævnt i loven, og tilsynet har derfor mulighed for at anvende dem.

Nogle hjemmeundervisere påberåber sig dog retten til at være "prøvefrie" - i lighed med visse friskoler.

Og her skriver STUK, at hjemmeundervisere godt kan afvise prøver, så længe dette ikke hindrer kommunen i at kunne gennemføre tilsynet.

Min egen erfaring er, at jeg kun meget sjældent anvender prøver i min evaluering (nogle hjemmeunderviser foretrækker prøver). Dokumentation, samtaler med børn og forældre samt produkter fra undervisningen giver efter min mening ofte er mere retvisende billede af forsvarligheden.

Konklusionen må være, at prøver kan være et værktøj i redskabskassen, men at dialog også her er vejen frem. 

------------

Denne artikel er en lettere omskrevet version af en artikel fra 2021, som var henvendt til hjemmeundervisere.