"Må de det?" - om lovgivning, tilsyn og konflikter

Udgivet den 12-02-2021

Spørgsmålstegn

Jeg mødes ofte med spørgsmål om, hvad tilsynet med hjemmeundervisning "må" og "ikke må". Altså er det egentlig lovligt, det der forlanges af mig som hjemmeunderviser?

Det kedelige svar er, at lovgivning handler om tolkninger, og de kan være meget, meget forskellige. Især hvis loven ikke er særlig tydeligt, ikke ledsages af vejledninger eller ikke er afprøvet ved en domstol. 

Så når jeg her alligevel vover mig ud i at besvare spørgsmålene skal det læses som mine tolkninger. Men hensigten med artiklen er først og fremmest at nuancere snakken om må/må ikke og i stedet fokusere på hvad man så gør, hvis kravene føles urimelige. Målsætningen må altid være at sikre, at undervisningen er forsvarlig - men vejen dertil kan se ud på mange forskellige måder. 

 

Lovgivning og tilsyn

Lad os bare kalde en spade for en spade - lovgivningen omkring tilsynet med hjemmeundervisning fylder ekstremt lidt og er vag. Nogle få linier i Grundloven og nogle få paragraffer i kapitel 8 i Friskoleloven… Det er alt.

I skrivende stund foreligger der ingen nationale vejledninger for tilsynet med undervisning. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sidder tilsyneladende med det overordnede ansvar for området men har til trods for henvendelser fra kommuner og tilsynsførende de seneste år pt. endnu ikke udsendt en vejledning for tilsyn med hjemmeundervisning.

Kort sagt: der er ingen fælles rettesnor for tilsynet med hjemmeundervisning, og ingen ved, hvornår der eventuelt kommer en.

Formentlig fordi tilsynet med hjemmeundervisning er så lidt beskrevet i loven, søger mange kommuner og tilsynsførende derfor hjælp i resten af friskoleloven og den tilhørende vejledning om tilsyn med friskoler. Og der vælges ofte meget forskelligt ud af Friskolelovens paragraffer, når kommunerne vælger deres tilgang - hvor nogle tilsyn øjensynligt bruger loven som inspiration, anvender andre tilsyn den som en tjekliste, så man her nemt ender med at forvente en lille friskole i hjemmet.

Men friskoler og hjemmeundervisere er bare ikke samme størrelse, og det giver ikke altid mening at evaluere ud fra samme regelsæt. Friskoler er underlagt meget strengere krav end hjemmeundervisere og modtager i modsætning til hjemmeunderviserne økonomisk støtte fra staten. 

Et af problemerne i forhold til, hvad tilsynet "må" og "ikke må" er, at hjemmeundervisning og tilsyn aldrig har været for en dansk domstol. Så selv om man selv synes loven er helt klar og ikke til at misforstå, er man måske ikke nødvendigvis inde i alle faktorer og gråzoner. Loven skal tolkes, sagen skal vurderes. Det er derfor, vi har domstole. Og det er ved domstole, tolkninger af loven afprøves. En retsafgørelse kan skabe præcedens og have stor indflydelse på, hvordan en lov skal opfattes - det vi kalder præjudikater

En sådan har vi ikke, når vi taler om hjemmeundervisning, så derfor er det vigtigt, at når man læser noget om, hvad tilsynet må og ikke må, så er det altså en vurdering og en tolkning - ofte farvet af forfatterens egne holdninger. 

Her er det også vigtigt at holde sig for øje, at det normalt ikke har såkaldt opsættende effekt på en given situation at føre en sag. Det vil sige, at ender en konflikt mellem hjemmeunderviser og tilsyn i retten, vil tilsynet typisk fortsætte som det er, indtil der foreligger en dom. 

Og netop derfor er det vigtigste spørgsmål nok ikke, hvad tilsynet "må", men i højere grad hvordan man får styret processen i en fornuftig retning her og nu.

 

“Må de det her?”

De følgende spørgsmål er nogle af dem, jeg oftest hører. Som sagt skal mine svar udelukkende læses som tolkninger - ikke endegyldige svar. I sidste ende vil en bindende fortolkning kun kunne afgøres ved en domstol.

Jeg vil så vidt muligt henvise til de relevante lovparagraffer fra Friskolelovens kapitel 8 (§34, §35 og §36), som direkte omhandler hjemmeundervisning.

 

Må de kræve, at jeg skal ansøge om at hjemmeundervise?

Loven siger:

Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisningspligtige alder, skal de meddele det skriftligt til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.

Læg mærke til, at loven bruger ordet “meddele”. Der er altså ikke tale om, at man skal ansøge om at hjemmeundervise. Hjemmeundervisning er en grundlovssikret ret i Danmark og derfor ikke noget, man skal ansøge om. Nogle kommuner anvender ordet “ansøgning” på deres hjemmesider, men der er altså tale om en simpel meddelelse, og derfor skal man som hjemmeunderviser ikke godkendes, før man kan give sig i kast med undervisningen.

 

Må de kræve oplysninger om min uddannelse?

Loven siger:

Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i undervisningen, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.”

Oplysninger om din uddannelse, job osv. hører altså ikke til de oplysninger, som kommunen skal have fra den kommende hjemmeunderviser.

Mødes man med krav om at oplyse disse ting kan man altså vælge at undlade at oplyse om dem og evt. overveje, om man vil fortælle kommunen om deres fejl. 

 

Må de kræve undervisningsplaner og delmål/slutmål?

Kapitel 8 i Friskoleloven nævner hverken undervisningsplaner eller delmål/slutmål for hjemmeundervisere. Derimod står der følgende i Friskoleloven om friskolernes forpligtelse til at udfærdige begge dele:

Skolen fastsætter slutmål for de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, og for folkeskolens obligatoriske emner.

Stk. 2. Skolen udarbejder undervisningsplaner for de fagområder og emner, der er nævnt i stk. 1. Undervisningsplanerne skal angive udviklingen hen mod slutmålene, beskrive, på hvilke klasse- eller alderstrin der arbejdes med de forskellige fagområder og emner, samt beskrive, hvorledes det samlede undervisningstilbud giver mulighed for alsidig personlig udvikling.

Prøv f.eks. at google “Hjemmeunderviseren skal fastsætte slutmål og delmål og udarbejde en undervisningsplan.” Ikke mindre end 5 kommuner bruger nøjagtig samme formulering. Næppe et tilfælde, og i øvrigt noget der viser, at A) tilsynet skæver i mange kommuner til Friskoleloven, når de udfærdiger deres retningslinier, og B) copy/paste er somme tider det hurtigste.

Så nej, undervisningsplaner eller -mål er ikke nævnt i loven i forbindelse med hjemmeundervisning, og det samme gælder øvrig dokumentation. Ikke desto mindre kan man sige, at dokumentation i form af f.eks. logbog, årsberetninger og evalueringer kan være et ganske udmærket redskab i forbindelse med tilsynet som et supplement til samtalen - og måske udgøre et alternativ til prøver.

 

Må de kræve at overvære undervisningen?

Kapitel 8 i Friskoleloven nævner ikke overværelse af undervisningen. I kapitel 3 om tilsyn med friskoler står:

Den eller de tilsynsførende skal

1) aflægge mindst ét årligt tilsynsbesøg på skolen,

2) overvære undervisningen i et omfang afstemt efter skolens størrelse,

3) overvære undervisningen inden for hvert af de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i,

Overværelse står altså ikke eksplicit nævnt i loven. Så når flere kommuner anvender “overværelse” i deres tilsynsbeskrivelser, kan det igen være lånt fra Friskoleloven og den tilhørende vejledning.

Det kan da også være vanskeligt - eller måske umuligt - at overvære undervisningen hos hjemmeunderviseren på samme måde, som det typisk gøres i friskoler, hvor man leger “flue på væggen”. Giver det overhovedet mening at overvære undervisning i et hjem - særligt hvis hjemmeunderviseren anvender en organisk og skemafri tilgang til læring?

Så optræder overværelse af undervisningen i tilsynsbeskrivelsen vil jeg anbefale, at man taler det igennem med sin tilsynsførende under et indledende møde. Man kan her spørge ind til, hvad der forstås under overværelse? Passer formen dårligt til éns undervisning, kan man foreslå andre løsninger, som f.eks. dokumentation, filmoptagelser eller korte fremlæggelser under tilsynet. Mulighederne er mange.

Kerneopgaven er, at man får synliggjort undervisning og læring på en måde, så tilsynet kan vurdere, om den er forsvarlig, sådan som loven kræver af dem. 

 

Må de kræve at komme på uanmeldt besøg?

Uanmeldte tilsyn er ikke nævnt i loven og må siges at være et ganske voldsomt redskab værktøjskassen for tilsynet. 

En enkelt  kommune vælger alligevel at anføre det som en mulighed på deres hjemmeside - måske fordi det er en anvendt praksis i tilsynet med friskoler? 

Men her er det så igen tydeligt, hvorfor friskoler og hjemmeundervisere ikke kan slås over én kam, da hjemmeundervisning foregår i hjemmet. Og boligens ukrænkelighed er sikret i grundlovens §72. Derfor har denne kommunes udmelding vakt harme hos nogle hjemmeundervisere.

Og her bliver det faktisk temmelig indviklet. For selvom man kan ikke tiltvinge sig adgang til folks boliger uden en retskendelse, så giver paragraffen nemlig mulighed for, hvad den kalder “særegne undtagelser” - som f.eks. skattemyndighedernes eller fødevaremyndighedernes mulighed for at afsløre fusk. 

Jeg tvivler på, at et tilsyn ville kunne forsvare uanmeldte tilsynsbesøg, uden at der forelå en retskendelse. Men i sidste ende ville det være op til domstolene at bedømme.

Jeg er ikke selv bekendt med en kommune, der har gjort brug af denne metode i praksis. Men støder man på et lignende krav, ville jeg klart råde til, at man gør opmærksom på det - ikke mindst fordi uanmeldte tilsyn kan være konfliktskabende og er et dårligt udgangspunkt for et kommende samarbejde.

 

Må de kræve tests?

Loven siger:

Kommunalbestyrelsen kan hvert år lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag for at sikre, at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den, der har undervist børnene, leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen.
 

Så ja, tilsynet kan helt klart anvende prøver - men de skal ikke. 

Prøver er faktisk også noget bøvl i forbindelse med hjemmeundervisning... 

For det første er hjemmeundervisere ikke underlagt folkeskolens fælles mål -  man kan med henvisning til metodefriheden sagtens beslutte at bruge mere tid på matematik end dansk de første fire år eller skubbe engelskundervisningen til 8. klasse. Hermed bliver folkeskolens standardiserede tests ubrugelige, og lovteksten anvender jo også ordet “prøver” og ikke “test”. En rimelig antagelse - ja, dvs. tolkning - må være, at “prøver” af hjemmeunderviste elever bør tilrettelægges ud fra den undervisning, barnet har modtaget i den forløbne periode.

For det andet skal hjemmeunderviserne ifølge loven selv lede testen. Og hvad betyder det i praksis? Det siger loven intet om.

Flere tilsynsførende har fortalt mig, at prøver ofte er en praktisk og indholdsmæssig hovedpine, som man helst er fri for. 

Men virkeligheden er bare, at flere kommuner foretager dem (eller forbeholder sig retten til det), og det er desværre ofte her tilsyn og hjemmeunderviser tørner sammen. 

Hvad man end synes om tests og prøver som evalueringsværktøj, så er prøver nævnt i loven, og tilsynet har derfor mulighed for at anvende dem (selv om friskoler vel at mærke kan være prøvefri). 

Så - bliver man som hjemmeunderviser mødt med krav om prøver, og strider det imod éns læringssyn, kan det være en idé at indgå i en dialog med tilsynet, hvor man frem for alt lægger vægt på at præsentere alternative evalueringsformer som f.eks. dokumentation og samtale. Som nævnt er flere tilsyn helst fri for at anvende prøver, og kan man præsentere et spiseligt alternativ, er der god mulighed for, at man kan finde en form for evaluering, som alle har det godt med.

Hovedsagen er, at man finder en metode, som kan synliggøre, at undervisningen er forsvarlig - det er alfa og omega for hjemmeunderviseren.

 

Hvad kan jeg så gøre?

Bliver man som hjemmeunderviser mødt med ovenstående krav kan det godt virke overvældende. Når man oplever, at éns rettigheder bliver trådt på, er det nærliggende at gå til modangreb. Man vil ikke finde sig i at blive behandlet uretfærdigt og urimeligt, og det bør man naturligvis heller ikke. 

Men her er det vigtigt at holde sig for øje, at kravene oftest er formuleret ud fra en hensigt om at sikre, at den undervisning barnet modtager, er så god som mulig. Og som nævnt er forudsætningerne for at stable et tilsyn på benene i bedste fald mangelfuld, som det ser ud i dag.

Så raslen med sablerne er sjældent det bedste udgangspunkt, da det nemt optrapper konflikten. I stedet kan man vælge at se kravene som et oplæg til et samarbejde, som måske lige skal justeres lidt.

 

Dialog er første skridt

Et brev eller en mail, som beskriver problemet, kan være et godt udgangspunkt - gerne efterfulgt af et dialogmøde mellem parterne. Her kan man gøre rede for de problemer, man oplever med tilsynet, og tilsynet kan gøre rede for, hvorfor de har valgt en given fremgangsmåde - hvad de ønsker at opnå med den.  

Et dialogmøde kræver først og fremmest vilje til at samarbejde hos alle parter - både hjemmeundervisere og tilsyn. Dialog kræver, at man møder hinanden i øjenhøjde. Her er det vigtigt at sætte sig i den andens sko og tænke konstruktivt - hvorfor bliver jeg mødt med disse krav, hvad er formålet? Kan jeg hjælpe med at foreslå alternative løsninger, som alle kan leve med?

Samarbejde kræver, at både hjemmeundervisere og tilsyn ser hinanden som en ressource i arbejdet med at udvikle gode procedurer for tilsynet. Lydhørhed, respekt og imødekommenhed er forudsætninger for et konstruktivt samarbejde.

Men vær forberedt på, at de første henvendelser og møder ikke nødvendigvis løser alle problemer. Al begyndelse er svær, og somme tider kræver det nogle forsøg, før en dialog bærer frugt. Men vedholdenhed kan ofte betale sig. 

 

Kan jeg klage, hvis vi ikke kan finde en løsning?

Hvis alle andre muligheder er udtømte, kan det være nødvendigt at søge hjælp andre steder. 

Det kan kræve is i maven at sige nej til urimelige krav, og selv om imødekommenhed og lydhørhed er uhyre vigtigt, kan det også være nødvendigt at trække en streg i sandet. Ikke blot for sin egen skyld men faktisk for alle involverede - både andre hjemmeundervisere og tilsynet selv, som ikke er interesseret i en procedure som skader deres samarbejde med kommunens borgere.

Da det er kommunalbestyrelsen, der har det overordnede ansvar for tilsynet, vil det være her man skal rette sin klage eller et evt. ønske om skift af tilsynsførende, hvis man mener dialogen er fejlet helt. 

Skift af tilsynsførende er dog vel at mærke igen ikke noget, der er beskrevet i loven, så her må man igen tilgå problemet ud fra et rimelighedsprincip. Altså at det må være rimeligt, at man kan bede om en anden tilsynsførende, hvis man ikke mener at det nuværende tilsyn kan fungere. 

Men da proceduren som sagt ikke er beskrevet nogle steder, er resultatet af en sådan henvendelse uvis. Der er ingen garanti for, at man får medhold i hverken klager eller ønske om udskiftning af tilsynsførende, men det betyder ikke, at man ikke skal forsøge. Jeg har kendskab til flere sager, hvor et skift af tilsyn desværre har været nødvendigt og har resulteret i bedre procedurer.

Her kan det i mere tilspidsede tilfælde være nødvendigt at få udefrakommende hjælp i form af advokater eller andre specialister. En henvendelse til kommunen på advokatens brevpapir kan i visse tilfælde vise sig at have nemmere ved at blive taget alvorligt. 

I allersidste ende har man som borger selvfølgelig muligheden for at gå rettens vej.

Men som beskrevet før er hjemmeundervisning ukendt land for jurister og dommere, og hvis man kan finde en advokat, der er villig til at begive sig ud på nye territorier, skal man nok forberede sig på en potentielt lang og drøj omgang med uvist resultat.

 

Kort sagt

Den ideelle situation er naturligvis, hvis man helt kan undgå eskalerende konflikter, men det kræver noget af både tilsyn og hjemmeundervisere at nå dertil. 

Det er min erfaring, at langt de fleste problemer mellem tilsyn og hjemmeunderviser kan klares med dialog. Heldigvis.

Det er vigtigt at slå fast, at det sagtens kan lade sig gøre at opbygge et tilsyn, der både tilgodeser de hjemmeundervisendes metodefrihed og tilsynets behov for at evaluere en undervisning - men udgangspunktet for et godt samarbejde må være en vellykket forventningsafstemning.